Mød underviserne
Her kan du læse om de kompetente undervisere, som du møder på din efteruddannelse, overbygning, psykoterapeutuddannelse eller grundforløb hos Uddannelsescenter Velling Koller.
Nysgerrig efter mere? Så bliv faglig inspireret med undervisernes faglige udgivelser og mere her.

Tina Laursen
Psykoterapeut MPF
Jeg har mere end 30 års erfaring med psykologisk arbejde inden for psykoterapi, undervisning,
supervision og psykologisk rådgivning i pædagogiske, kliniske og organisatoriske sammenhænge. Mit arbejde har gennemgående haft fokus på menneskers psykologiske udvikling, relationelle dynamikker og livsbetingelser.
Jeg har omfattende erfaring med undervisning og kompetenceudvikling på psykoterapeutiske
uddannelser, videregående uddannelser og i kommunale organisationer samt med supervision af fagprofessionelle og facilitering af udviklingsprocesser for medarbejdere, ledere og chefer.
Min faglige tilgang er forankret i et psykodynamisk og relationelt perspektiv med inddragelse af
eksistentielle og udviklingspsykologiske forståelser af menneskers erfaringer, relationer og
forandringsprocesser.
Jeg arbejder ud fra en forståelse af, hvordan kvalificerede interventioner og relationelle processer kan skabe udvikling og forandring, både for den enkelte og i grupper. Jeg ved, at et kvalitativt arbejde forudsætter, at jeg som fagperson selvstændigt tager ansvar for min faglige udvikling og kan reflektere kritisk over egen praksis, også i en bredere faglig og samfundsmæssig kontekst. Jeg arbejder således med en høj grad af faglig selvrefleksion, etisk bevidsthed og et kritisk blik på viden som socialt og historisk betinget, og som noget, der formes af kultur, normer, magtforhold og diskurser.

Rikke Ravn Heunecke
Aut. psykolog & Psykoterapeut MPF, Uddannelsesansvarlig
”Hvorfor sidder du i dén der stol, og hvorfor sidder jeg i dén her, Rikke?”Sådan spurgte en af mine første klienter. En ung mand, lidt yngre end mig selv med det han selv kaldte diagnostisk hattrick (ADHD, autisme og Turrettes) og med en IQ adskillige standardafvigelser over min egen. Jeg greb efter al min faglige viden, al min træning fra uni, alle mine forklaringsmodeller, om opvækst og neurodiversitet, om signalstoffer og epigenetik, om dynamikker og samfundsnormer. Men inden min hjælpsomme hjerne havde formået at sætte noget klogt sammen der på fineste vis skulle maskere mit ubehag ind i ikke at have svaret, så hørte jeg mig selv sige. ”Det ved jeg faktisk ikke, Rune. Men skulle vi ikke prøve at finde ud af det sammen?”
Jeg hedder Rikke Ravn og er uddannet psykolog fra Århus universitet i 2012. Jeg er efterfølgende blevet uddannet klinisk psykolog og psykoterapeut, og har bedrevet terapi i 17 år og supervision i 10 og er i skrivende stund i gang med at tage specialisten i psykoterapi.
Mit faglige fokus har altid været på det, der bor i os, som vi bærer ind i alle rum, og det, der opstår i rummet sammen med andre. Jeg elsker at fordybe mig og se der, hvor teorier og retninger understøtter og supplerer hinanden, for som Irving Yalom så smukt sagde, så skal psykoterapi altid skræddersys den individuelle klient.
Derfor er det min kæphest, at vi på Psykoterapeutuddannelsen A/S uddanner dygtige håndværkere, psykoterapeutiske skræddere, der kan navigere fleksibelt og kontaktfuldt i flere forskellige retninger og greb for netop at finde den kombination, der kan være hjælpsom for lige netop den klient, der sidder foran os.

Mads Lund
Familie- & Psykoterapeut MPF og Cand. Pæd. i pædagogisk psykologi
Jeg har i mere end 20 år arbejdet med familie- og psykoterapi, både som familieterapeut og leder af et familiecenter i det kommunale system samt gennem privat praksis.
Derudover har jeg mange års erfaring med supervision og undervisning af psykoterapeut- og familieterapeutstuderende som underviser på bl.a. Kempler Instituttet og Gestaltinstituttet.
Jeg har en særlig optagethed på de dynamikker, der kan opstå i en familie, når forældrestile kolliderer eller når livet rammer os. Det kan være med baggrund i livskriser som skilsmisse, svær sygdom eller traumatiske hændelser. Jeg er optaget af, hvordan vi forstår os selv og hvad vi tillægger denne forståelse. At nærvær og opmærksomhed på dig, dit og vores er betydningsfuldt, for at vi sammen kan give udtryk for os selv og skabe muligheder for udvikling lige nu og her.

Rikke Hvelplund
Psykoterapeut MPF
For mig er det at være sammen med mennesker omkring læring og dannelse noget helt særligt. I udviklingen af vores faglige og personlige identitet som psykoterapeuter er der brug for fordybelse, hvor vi på en og samme tid begriber, omsætter og operationaliserer ‘det lærte’ – i trygge rammer og i trygge fællesskaber.
For år tilbage blev jeg uddannet psykoterapeut hos bl.a Torben og Karin, og jeg har efterfølgende taget en ISTDP-uddannelse. Til daglig er jeg selvstændig psykoterapeut i et praksisfællesskab i København.
Jeg har en fortid som erhvervspilot, og jeg er gift og har 3 børn.
Vil du høre mere?
Overvejer du et psykoterapeutisk grundforløb, uddannelsen som certificeret psykoterapeut, efteruddannelse eller overbygning, men har spørgsmål? Så er du altid velkommen til at ringe til os på 25 15 38 58 eller skrive en mail til adm@psud.dk
Kom også gerne og oplev Uddannelsescenter Velling Koller, så du kan mærke, om vi er det rigtige valg for dig. Du får en personlig rundvisning, hvor vi svarer på alle dine spørgsmål samt fortæller om stedet og uddannelserne. Kontakt os, så finder vi en dato, der passer i din kalender.
Følg os på Facebook og LinkedIn
Hold dig opdateret og få senest nyt om uddannelser og kurser fra Uddannelsescenter Velling Koller.